Gå død i mørket – november

Jeg arrangerer en vandretur i november hvor vi skal give op og sige farvel. Til den ulykkelige kærlighed, den spildte karriere, den mistede kontakt og den tid der ikke kommer igen.

November er en afslutter-måned, hvor lyset er fraværende og mørket troner over det meste af døgnet. Det er den rigtige måned at give fortabt og gå død.

Skoven

Gå død i Asserbo Plantage

Det er slut

Vi går turen, fordi tiden er kommet til at tage afsked med det, vi har holdt fast i for længe. Og nu slutter det. Vi forlader et totalforlis i dønningerne ved det sølvmørke kystlandskab og går tilbage i skoven.

Noget er tabt og skibet afsted. Vi mærker på vores krop og i vores sind, hvordan tomheden breder sig og fylder os ud.

Fælleslæsninger i dødsriget

Undervejs på turen stimler vi sammen i mørket, og læser poesi og litteratur. Tekster der spejler og perspektiverer den følelse af opgivelse og fortabthed, vi møder i os selv og under skovens blege katedral.

Vi står med vores sorg og trøster os i franske mørketekster, germansk dødspoesi, sørgmodige danske digte. Og så går vi stille videre ind i Asserbo Plantage med Louis Ferdinand Céline messende i hovedet:

Det er skrækindjagende hvad man har af ting og mennesker som ikke længere rører på sig i éns fortid. De levende som man forlægger i tidens krypter sover så godt sammen med de døde at én og samme skygge allerede gør dem umulige at skelne fra hinanden”
– Louis Ferdinand Céline

Mørk skov

Træd ind i skovens ligkistemagasin

Stillevandring i nattemørket

Vi laver undervejs en meditationsøvelse, som hjælper os hen imod en åben og modtagelig opmærksomhed, som vi bringer med på stillevandringen og ud på Melby  sølvkolde overdrev

Reportage fra den mørke skov

Journalist og forfatter Maise Njor har skrevet en reportage fra én af mine tidligere vandringer. Læs med her

Praktisk Information:
Tidspunkt: lørdag den 27. november, 2021, kl 18.00
Længde: ca. 17 km.
Pris: 245 kr.
Varighed: ca. 6 timer
Mødested: Krydset mellem Tangvej og N.R. Olsensvej i Asserbo

Tilmelding:
Du er tilmeldt når du har overført 245 kr. på Mobile Pay: 513148 – skriv gerne ved tilmelding, hvad du ønsker at give slip på. Jeg siger det ikke videre. Men helt ok, hvis du ønsker, at den del skal være privat. Send gerne en mail også, så jeg kan sende info, når vi nærmer os. E-mail: kontakt@eskilholten.dk

Husk:
God lommelygte/pandelampe der kan lyse i 5 timer
Det rigtige tøj til årstiden. Tjek vejrudsigt.
Gode vandrestøvler
Toiletpapir
Rygsæk
Væske
Mad, frugt og energibarer

Det med småt:
Minimum 8 deltagere. Vandreopholdet kan aflyses ved for få tilmeldte. Hele indbetalte beløb refunderes naturligvis. Afmelding fra indtil tre uger før ophold refunderes med hele beløbet. Afmelding fra indtil to til tre uger før ophold refunderes halvdelen af beløbet. Afmelding indenfor 14 dage før start på vandreophold refunderes ikke

Læs mere om mig