Litteraturvandring

I samarbejde med foreningen Esrum-Tisvildevejen er jeg hver måned vært for en litteraturvandring omkring Tibirke Kirke eller Mårum Kirke.

En litteraturvandring er guidede fælleslæsninger i kirken kombineret med en vandretur i det smukke naturlandskab, begge kirker er placeret i.

Tema: Hver litteraturvandring har et tema.

Guidet fællesoplæsning

Guidet fællesoplæsning. Foto: Marianne Lomholdt

Hvad er en guidet fælleslæsning?

En litteraturvandring består af en guidet fælleslæsning, som er en særlig måde at dele læseoplevelser med andre. At læse behøver langt fra at være noget, man gør alene.

Som læseguide læser jeg højt og undervejs i oplæsningen lægger jeg pauser ind, hvor vi i gruppen helt frit kan reflektere over teksten eller associere til andre tanker, som oplæsningen måske sætter i gang.

Jeg er erfaren vandreguide og uddannet i Litteraturhistorie. Læs mere om mig

Ingen forberedelse

Alle i gruppen ser teksten for første gang på samme tid, og på den måde bliver der mulighed for at dele al den umiddelbare undren og begejstring, der opstår, når man læser en tekst for første gang.

Deltagerne skal ikke læse eller forberede noget hjemmefra, men blot nyde, lytte, opleve og måske blive klogere. Jeg guider oplæsningen og har på forhånd udvalgt dagens litterære tekst til jer – typisk en novelle og måske et digt.

Litteraturvandring

Litteraturvandring fra kirken. Foto: Marianne Lomholdt

Når vi laver en fællesoplæsning, knytter vi bånd til hinanden, får nye perspektiver og en dybere forståelse af den litteratur, vi læser. Og vi danner i særlig grad relationer, når vi deler erfaringer og livshistorier, som vi kan mærke kommer i spil, når vi oplever teksterne sammen.

Og den oplevelse tager vi så med ud på vandreturen.

Læs mere om guidet fælleslæsninger hos Læseforeningen

Digtoplæsning

Digtoplæsninger på vandreturen

Hvor skal vi vandre?

Vi skal vandre i Tisvilde Hegn hvis vi har fælleslæsningen i Tibirke Kirke og i Gribskov hvis vi har fælleslæsning i Mårum Kirke. Begge er fantastiske naturområder i Kongernes Nordsjælland. Vandreturen er på omkring 6 km.

Tilmelding: Du tilmelder dig via Esrum-Tisvildevejens hjemmeside.

Covid-19: Vi bliver en lille gruppe, og vi sørger for de nødvendige forholdsregler. Vi sidder med meget god afstand til hinanden i kirken. Husk at medbringe mundbind

Husk: Tøj til forholdene, rigtige vandresko (ruten kan være våd og sjasket), vandflaske, toiletpapir

Flåter: Vi går kun på etablerede stier for at undgå kontakt med de små bæster

Kontakt:
Du er altid velkommen til at kontakte mig: kontakt@eskilholten.dk