Naturbaseret mandegruppe i Gribskov

Update 28. marts:
Jeg er i overvejelser om at oprette en naturbaseret mandegruppe senere på foråret her i 2021, som skal køre fortløbende fra foråret, ind i sommeren (ikke i industriferien) og ud i efteråret. 

Skriv til mig, hvis du kunne være interesseret, så holder jeg dig orienteret: kontakt@eskilholten.dk

Update 28. februar:
Jeg har desværre været nødsaget til at aflyse forårets mandegruppe pga coronarestriktioner. Jeg håber på, at vende tilbage med et andet tilbud snarest.

Naturbaseret mandegruppe i Gribskov

Jeg opretter en naturbaseret mandegruppe i starten af det nye år i udkanten af Gribskov. En smuk plet i naturen ved et bålsted omkranset af gamle birke- og egetræer.

Gribskov er omdrejningspunktet for mandegruppen, og naturen er et frirum, når vi har brug for at komme væk fra hverdagen.

Mandegrupper er samtaler i naturen og fællesskab ved bålet

Fællesskab og samtaler omkring bålet

Program for mandegruppen

Der er en ret fast struktur omkring min naturbaserede mandegruppe. Vi starter med en let meditationsøvelse og en check-in runde. Herefter laver vi fysiske øvelser og opmærksomhedstræning og med et fokus på, hvordan vi kan bruge naturen til at komme bedre i kontakt med os selv, hinanden og finde ro og balance.

Efter en pause har vi en samtale i gruppen omkring et tema. Eksempler på temaer:
Historien om mig, relationer, passion og livskraft, behov og grænser, styrke og sårbarhed, honouring. 

Kontakt:
Er du nysgerrig på de naturbaserede mandegrupper, så er du meget velkommen til at kontakte mig. Skriv/sms/ring til mig på kontakt@eskilholten.dk/ 24 60 70 41

Herunder er et eksempel på, hvordan et program kan se ud:

Program for naturbaseret mandegruppe

Eksempel på program. Klik for stor størrelse

Praktiske oplysninger:

  • Forår, sommer (ikke i industriferien), efterår
  • Tidspunkt: Fra kl. 18-21
  • Valgfri mad over bål fra kl 17-18. Jeg laver mad til gruppen, første gang vi mødes
  • Sted: Gribskov
  • Pris: 450 kr per gang. 4000 kr for 10 gange
  • Mulighed for at betale i rater
  • Alder 35+
  • Ingen alkohol

Når du har købt en plads i mandegruppen, vil jeg aftale en kort samtale over telefonen. Det sker for at lave en god forventningsafstemning med dig og høre om du har nogle spørgsmål

Haldbjerg Shelters ligger på og omkring en bakke ved Gribskov i Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Bakken hedder fra gammel tid Haldbjerg og har udsigt over Solbjerg Engsø og er nabo til Gribskov. Vi får mulighed for at søge ly i shelteret eller tipiteltet, hvis vejret kræver det. 

Mad over bål fra kl. 17-18
Vi har mulighed for at lave mad over bål fra 17 til 18. Det er helt frit, om man kommer i dette tidsrum, og man tager selv eget mad med. Jeg laver mad til gruppen, første gang vi mødes.

Vi går i ly i tipien, hvis vejret kræver det.

Naturen lader os være

Vi ved, at bladene springer ud, årstiderne skifter, og skyerne kommer og går. Skoven og beplantningerne behøver vi ikke spekulere på eller bekymre os om. Den erkendelse kan stå i stærk kontrast til vores hektiske hverdagsliv, hvor der ofte er meget, vi bliver nødt til at forholde os til.

Naturen giver ro og balance og påkalder spontan opmærksomhed. Kommer vi fra en hverdag med en lang række stresselementer, er det i sig selv godt at komme ud i naturen og få ro.

Hvad går de naturbaserede mandegrupper ud på?

Deltagelse i mine naturbaserede mandegrupper giver adgang til et fællesskab med gode samtaler og nye perspektiver. Det vigtigste for gruppen er at opbygge et tillidsfuldt fællesskab, hvor vi kan åbne op omkring de ting, vi tumler med.

En naturbaseret mandegruppe er et uformelt frirum

Lær dig selv bedre at kende

En naturbaseret mandegruppe er et rigtig godt sted at dele de lidt svære ting, som vi går og tumler med. Du lærer dig selv bedre at kende og bliver bedre til at håndtere de svære ting, du støder på med kæresten, ekspartneren, venner og kollegaer. Du lærer bedre at stå ved dig selv og mærker at du er god nok, som du er.

Mange mænd deltager fordi der er noget, de går og tumler med. Det kan være tanker og bekymringer omkring fx. stress, ensomhed, sorg, arbejdspres, udfordringer i parforholdet, sygdom eller retningsløshed i livet. Men der er også mænd, der “bare” er nysgerrige og gerne vil udvikle sig og møde nye spændende mennesker.

Et tillidsfuldt fællesskab hvor vi kan åbne op

Jeg tilbyder et rum, hvor der både er plads til at dele vanskelige tanker, mulighed for at udvikle sig som person. Og måske også blive udfordret af andres perspektiver.

I mandegruppen er der både plads til at dele de svære ting i livet og mulighed for at dele tanker og holdninger til det at være mand med en gruppe af andre nysgerrige mænd. At være en del af mandegruppen handler om at indgå i et sundt og ligesindet fællesskab.

Referencer

“Jeg havde fornøjelsen af at opleve Eskil som facilitator. Hans tilgang og forståelse for at inddrage naturen og sørge for en fasttømret mandegruppe fungerede megagodt” – Jens

“Eskil er imponerende god til at være tilstede som person og samtidig tage teten og ansvaret som leder” – Lars 

“Fedt at kunne dele mine tanker med nogle ligesindede. Det havde jeg brug for. Tak for det Eskil!” – Andreas

I medierne

Hør mere om mine tanker omkring arbejdet med naturbaserede mandegrupper i denne podcast af naturterapeut Nina Lerche

Jeg afsluttede i regi af DareGender en naturbaseret mandegruppe i efteråret 2020 i Aarhus. Lokalavisen interviewede mig i den forbindelse:

Eskil Holten faciliterer naturbaserede mandegrupper

Klik for stor størrelse

Det med småt:
Minimum 8 deltagere. Maks 10 deltagere. Mandegruppeforløbet aflyses ved for få tilmeldte. Hele indbetalte beløb refunderes naturligvis. Afmelding fra indtil seks uger før mandegruppen starter refunderes med hele beløbet. Afmelding fra indtil fem til fire uger før mandegruppens start refunderes halvdelen af beløbet. Afmelding indenfor en måned før start refunderes ikke.