Blue Monday-vandretur

Jeg arrangerer en helt igennem trist og tungsindig vandretur på årets mest deprimerende dag. I mørke selvfølgelig.

Blue Monday er navnet på den dag i januar, der menes at være årets mest deprimerende dag ifølge Wikipedia.

Mørk skov

Mørk og kold vandretur på årets værste dag

Datoen er beregnet ved hjælp af følgende ligning:


(W=weather, d=debt, D=monthly salary, T=time since Christmas, Q=time since failing our new year’s resolutions, M=low motivational levels, and Na=the feeling of a need to take action.)

Og i år er Blue Monday helt uden for kategori særlig trist pga. corona

Ingen opmuntring at hente

Der er ikke noget ved denne vandring, der bliver opløftende og nemt:

  • Turen ligger på et dårligt tidspunkt – en mandag
    Vandreturen gennemføres, mens det er mørkt
    Stor sandsynlighed for dårligt vejr
    Turen koster 150 kr.
    Vandreturen ligger langt væk fra København

Vi skal stå den værste dag igennem

Vi går turen, fordi vi skal vise, at vi kan besejre årets værste dag. Vi skal stå den igennem sammen. Vi skal mærke på vores krop og i vores sind, hvor slemt det værste føles. Og opleve at vi har styrken til at gå den igennem på trods af, at den er slem. Og hvem ved glædes over, at vi går bedre tider i møde.

Skoven

Der er ingen kære mor i skoven

Dyster fælleslæsninger i mørket

Undervejs på turen stimler vi sammen i mørket, og læser poesi og litteratur. Tekster der spejler og perspektiverer de oplevelser og den modstand, vi møder i den dybe naturskov. Vi finder stille trøst i dyster tysk poesi, tungsindige danske digte og dunkle vintertekster og klagesange. Og så går vi videre igennem mørket, f.eks. med Rainer Maria Rilke rumsterende i baghovedet:

Foregrib afskeden, så du i ro kan erindre
den, som en vinter, der netop er gået.
Selv den mest endeløse blandt alle vintre
har jo dit hjerte, det alt-overvintrende, overstået
– Rainer Maria Rilke

Stillevandring i mørket

Vi laver undervejs en meditationsøvelse, som hjælper os hen imod en åben og modtagelig opmærksomhed, som vi bringer med på stillevandringen og ud i skovens mørke jammerdale.

Praktisk Information:
Varighed: Ca. 5 timer
(Mulighed for 4 personer at køre med fra Hillerød st. kl 17:15. Og tilbage mod København efter den dystre vandretur)

Husk:

God lommelygte/pandelampe der kan lyse i 5 timer
Det rigtige tøj til årstiden. Tjek vejrudsigt.
Gode vandrestøvler
Toiletpapir
Rygsæk
Væske
Mad, frugt og energibarer

Det med småt:
Minimum 8 deltagere. Vandreopholdet kan aflyses ved for få tilmeldte. Hele indbetalte beløb refunderes naturligvis. Afmelding fra indtil tre uger før ophold refunderes med hele beløbet. Afmelding fra indtil to til tre uger før ophold refunderes halvdelen af beløbet. Afmelding indenfor 14 dage før start på vandreophold refunderes ikke